Det store relief
Fra en streng geometrisk og grå facade kan synet, der møder dig i skolens forhal virke overraskende. Et visuelt sansebombardement af format. På din højre side ser du væggen prydet med den danske kunstner Asger Jorns imponerende keramikrelief.
Relieffet lægger med sine abstrakte former og farvestrålende, mangesidige udtryk op til fordybelse og fortolkning. Det taler med sine eventyrlige former, som klatrer sig vej op ad den ujævne klippevæg et helt andet sprog end skriftens. Det skal først og fremmest opleves. Relieffet er et imponerende keramisk arbejde, hvor abstrakte former på særlig vis dannes af dybgrønne, rødbrune, gule og irgrønne farver. Studerer du det, vil både menneskelige og umenneskelige former opstå for dine øjne. ”Det er et af den slags værker, man aldrig bliver færdig med at kigge på”, som en elev har beskrevet det.
Relieffet blev fremstillet i Albisola Mare i Italien i løbet af sommeren 1959. Det var et stort arbejde, som blandt andet indebar 12-16 tons ler (!) Metoderne i udarbejdelsen var mange, og Jorn skulle bl.a. have kørt en scooter gennem det våde ler, for at skabe mønster og aftryk. Med sine 27 meter i længden og 3 meter i højden anså Jorn dengang relieffet for at være ”verdens største keramikrelief”.
”Al kunst er en eksplosion – og en afspænding”, skulle Jorn have sagt. Beskrivelsen passer vældig godt på værket, som er en eksplosion af indtryk, men indtryk som også afspændes og inkorporeres som en del af skolens helhed. Modsætningen mellem bygningens stramme arkitektur og værkets eksplosivitet er sjældent set som på ÅSG. Det er blandt andet denne spænding, som gør værket så interessant og måske netop det, der gør helhedsfornemmelsen mulig.
Tavst har relieffet siden 1959 været vidne til skolen og elevernes gang. Værket er blevet en del af skolen, samtidig med at skolen er blevet en del af værket.
Relieffet lægger med sine abstrakte former og farvestrålende, mangesidige udtryk op til fordybelse og fortolkning