3.U beskytter os mod cyberangreb

Over 6700 elever deltog i Cybermissionen 2021, men det blev 3.U fra Aarhus Statsgymnasium, der løb med sejren i Mission 1. Derfor var hele klassen inviteret til København onsdag d.27. april, til en halvdagskonference afholdt af Aalborg Universitet. Cybermissionen er arrangeret af Undervisningsministeriet: Styrelsen for IT og Læring, TDC NET og Microsoft. 

Cybermissionen er et nyt tiltag for bl.a. at sætte fokus på cyberkriminalitetens konsekvenser, for hacking eller cyberkriminalitet er ikke blot en hobby eller sci-fi plotline, det er en helt konkret realitet med håndgribelige konsekvenser. Det er især blevet tydeligt i forbindelse med krigen mellem Rusland og Ukraine, hvor krigen på den digitale slagmark udspiller sig sideløbende med krigen på landjorden i Ukraine. Men også i Danmark er vi dagligt påvirket af cyberangreb, eksempelvis har russiske stats hackere haft adgang til oplysninger i Danmarks Nationalbank i hele syv måneder inden det blev opdaget. 

På den første workshop, mødte eleverne spørgsmålet:  Hvad ville der ske, hvis Sundhed.dk blev hacket? Sundhed.dk er den samlede indgang til det digitale sundhedsvæsen, hvor borgere og sundhedsfaglige på den fælles offentlige sundhedsportal kan finde information om sundhed og sygdom og via digital signatur få adgang til sundheds-data som eksempelvis medicin-oplysninger, e-journaler og laboratoriesvar. Eleverne skulle vurdere hvilke cyberskader, der kan opstå i forbindelse med hacking af Sundhed.dk. En gruppe af elever fra Århus Statsgymnaisum vandt på dagen prisen for det bedste oplæg ud fra den fiktive case. Juryen begrundede valget med, at gruppen udviste stor forståelse for de organisatoriske cyberskader, både i forhold til fysiske, økonomiske og psykologiske skader for den enkelte borger samt de samfundsmæssige påvirkninger. 

 

Dagens anden workshop var en introduktion til Haaukins, der er en engagerende, interaktiv læringsplatform, der giver praktisk erfaring med cybersikkerhed og etisk hacking i et online, visualiseret miljø, der kun kræver en webbrowser på elevernes computere. Eleverne fik derefter både hacket en bank og to forskellige firmahjemmesider. En lærerig dag, hvor eleverne også fik mulighed for både at møde professorer samt studerende fra IT-Universitet samt Aalborg Universitet.

Dagen på universitetet blev afsluttet med overrækkelse af præmiebeviser. 

Tilbage